Denne hjemmeside bruger egne og tredjepartscookies, for at hjemmesiden fungerer optimalt og til at generere brugsstatistik.
Ved at fortsætte med at browse, acceptere du vores ookiepolitik

Når livet skal gås efter

Da 37-årige Christian Hansen blev skilt, besluttede han sig for at gå Caminoen i forsøget på at finde fred med sig selv. Men effekten oplevede han først, da han satte forventningerne helt ned og lod hver etape føre til nye erkendelser.

2016-10-13

(Børsen 29.09.2016

Da Christian Hansen stod i Københavns Lufthavn i sine vandrestøvler med rygsækken på ryggen på vej til Nordspanien, blev han pludselig spændt. Morgenen efter og de næste 14 dage skulle han gå den mere end 1000 år gamle pilgrimsrute, Caminoen - første del af den nordlige rute, som er 350 km.  

"Indtil da havde jeg ikke kunnet forstå, hvad folk snakkede om, når de sagde, at "ih, hvor var jeg sej", for jeg synes ikke, det var så stor en ting at gøre - jeg er vant til at rejse alene. Først da det var helt tæt på, kunne jeg godt se, at det var mere end en gåtur, jeg skulle ud på - det var en sjælevandring," fortæller Christian Hansen. 

Det er med stor sandsynlighed de færreste, der går Caminoen, hvor den nordlige rute i sin helhed strækker sig ca. 800 km fra det sydlige Frankrig tværs over det nordlige Spanien, hvis de ikke har et vist behov for netop en sjælevandring. 

Det gjaldt også Christian Hansen, der netop var blevet skilt. Han regnede ikke 14 dages vandring alene for noget særligt, men han havde store forventninger til sin indre rejseproces. 

"To uger efter min mand sagde, at han ville skilles, bookede jeg rejsen, og halvanden måned efter tog jeg af sted. Jeg var stadig i sorg og chok. Jeg havde nok en forventning om, at turen ville være et quick fix - ikke at jeg bildte mig ind, at seks et halvt års forhold ville være helt ude af systemet, men jeg havde alligevel en forestilling om, at jeg kunne gå ned og vandre i 14 dage, og så ville jeg blive glad og et helt menneske igen," siger Christian Hansen, der arbejder som PR-manager hos det danske modemærke Baum und Pferdgarten. 

Men først efter Christian Hansen undervejs på sin vandring satte sine forventninger til Caminoens effekter helt ned, skete der noget. Og hver etape var en brik på vejen med nye erkendelser, der ledte ham på vej. 

Fra Hondarribia til San Sebastian - fra vabler til sult:

Rejsen mod Nordspanien gik over Madrid til lufthavnen San Sebastian, der deler navn med selve byen San Sebastian, men ligger i retning af, hvor den nordlige Camino-rute starter. Nemlig i den lille by Hondarribia ved den spansk-franske grænse ud til Bidassoa-bugten, der adskiller Spanien og Frankrig. 

"Jeg ankom tidligt om aftenen og kunne se over på Frankrig fra denne lille renæssanceby, der næsten var som at besøge et frilandsmuseum, og jeg boede på det lille hotel Palacette midt på torvet," husker Christian Hansen. 

Rejsebureauet Spain is More havde arrangeret ruten med hoteller til de 14 overnatninger og anbefalinger til spisesteder i de små som store byer, han passerede på sin vej.  

"Næste morgen sad jeg og spiste morgenmad på torvet, hvor jeg faldt i snak med lokale, inden jeg tog rygsæk på og gik dagens 27 kilometer." 

Det var i de første uger af november, og det var mellem 25 og 35 grader, så ikke så stegende hedt, som det kan være i højsæsonen i sommerperioden. 

"Det var en god start. Den første dag vandrede jeg i retning af San Sebastian, og man ved, hvilken retning man skal gå. Det er lidt som at være med i "Da Vinci Mysteriet". Eller ligesom hvis du gik rundt i København, og du pludselig så gule pile alle vegne, for de er overalt på ruten - på en kantsten eller på bagsiden af et vejskilt."

De første par dage kredsede Christian Hansens tanker især om én ting, mens han gik gennem det grønne landskab: de fysiske udfordringer. 

"Jeg var meget optaget af de lavpraktiske ting - om jeg nu fik vabler overalt på fødderne allerede den første dag, så jeg ikke kunne gå videre, om vandringen ville være fysisk hård, om min krop ville kunne klare det, om det ville regne meget, om jeg kunne få mad undervejs, om jeg kunne komme på toilettet undervejs, og om jeg for vild."

Og han for faktisk vild. På andendagen gik han hele vejen op ad et bjerg og måtte gå ned igen. Men resten af rædselsforestillingerne viste sig ikke at holde. Og slet ikke forestillingen om ikke at kunne få mad undervejs. Christian Hansen sørgede for at spise en gedigen morgenmad på hotellerne, han boede på, og undervejs spiste han frokost på spansk manér - seks retter og en halv flaske rosé.

"Her sad jeg så, som regel et rigtig smukt sted, gennemsvedt og lignede en hjemløs."

Bortset fra på sine stop var det - på trods af Caminoens popularitet - ikke mange mennesker, Christian Hansen mødte på sin vej - én til fire personer om dagen. Og selv havde han ikke noget ønske om at blive venner med de andre vandringsmænd. Det var et venligt nik og videre. 

Om aftenen på første vandringsdag ankom han til San Sebastian efter at have gået gennem det grønne landskab. 

"Det at komme fra et bjerg og stå der med en by foran sig, der lyste op imod én, var fantastisk. San Sebastian er en af de smukkeste byer, jeg nogensinde har været i. Det er en middelalderby, der ligger ud til kysten med bjergene bag sig, og der går en flod gennem byen, der munder ud i Atlanterhavet. Bare om aftenen at se Atlanterhavet tæske ind mod kysten er fantastisk."

Det var desuden en sejr. Nu var han nået så langt. Og var ikke besvimet undervejs.

"Og jeg kom frem til, at selv hvis jeg lå på vejen med et åbent benbrud en dag, ville der ikke gå mange timer, før nogen ville komme forbi og hjælpe mig." 

Fra San Sebastian til Bilbao - hvor bliver effekten af? 

Christian Hansen lærte undervejs, at han var ekstremt fokuseret på hele tiden at komme videre. 

"De første dage var jeg så optaget på at komme i mål, at jeg glemte at nyde det, jeg var i - den smukke udsigt, den grønne natur og havet omkring mig. Jeg kunne jo have sat mig midt på en mark og have læst et kapitel i min bog eller siddet endnu længere til min frokost, men det gjorde jeg ikke."

Det var fint nok at komme tidligt frem, hvis det var til en interessant by som Bilbao, som han nåede til på dag fem, men andre gange skyndte han sig blot for at komme frem til et knap så spændende Bed & Breakfast et øde sted. F.eks. da han på tiendedagen kom til et hotel, der lå klos op ad et olieraffinaderi nær byen Arena mellem Portugalete og Castro Urdiales. 

"Så var det the joke's on me. Det fik mig undervejs til at tænke på, at det jo - meget banalt - er præcis det samme som i det virkelige liv. Jeg vil gerne lære at være bedre til at være i nuet i stedet for at tænke på alt det, der skal ordnes, og hvis jeg lige får sat den der hvidvask over, kan jeg rigtig slappe af."

Han begyndte at se Camino-vandringen som en miniature af livet. 

"Der er en begyndelse, en ende og det ind imellem. Pilgrimsvandringen er jo virkelig god til at illustrere, at hvis du kun har målet for øje, er det jo fuldstændig lige meget. Vi skal nok komme til endedestinationen, men det er alt det indimellem, det handler om. Jeg kan forestille mig, at det er den erkendelse, alle, der går pilgrimsvandringen, kommer til." 

Ruten er planlagt, så man har tid og kræfter til at nyde Bilbao: Dagen, hvor man kommer til byen, går man kun 12 km., og Christian Hansen gik på Guggenheim-museet. Men i dagene omkring Bilbao oplevede han sin store krise på vandringen.

"Dagen inden og efter Bilbao er de kedeligste på ruten, da man for at komme ind til byen går halve dage i industrikvarterer og på kæmpe motorveje med Ikea på den ene side og McDonald's på den anden. Det er som at vandre i Hvidovre, men ruterne fifler man jo ikke med, så der er ingen vej udenom."

Christian Hansen tænkte for første gang, hvorfor han egentlig vandrede. Og samtidig syntes han ikke, at han havde rykket sig mentalt væk fra sin sorg. 

"Jeg følte et kæmpe antiklimaks, for nu havde jeg jo gået omkring halvdelen af turen, og jeg var slet ikke kommet halvvejs mod at blive et helt menneske. Jeg begyndte at erkende, at der ikke ville ske den kæmpe transformation, jeg havde håbet på. I stedet blev det til "nå, så må jeg jo komme så langt, som jeg kan, og få det ud af det, som jeg nu kan."

Det blev et vendepunkt. Christian Hansen begyndte at slappe af og koncentrere sig om at være - skridt for skridt. Han kom til byen Portugalete, der ligger ved en bro, som minder lidt om Golden Gate Bridge i San Francisco. Byen er en forstad til Bilbao, men har en gammel bydel, der er en lille tidslomme og har en identitet i sig selv.

"Det er 1800-tallets fin de siècle møder 1900-tallets art noveau," fortæller Christian Hansen. 

"Jeg lod mine tanker gå deres egne veje. De kredsede om, at fordi jeg er så privilegeret, at jeg ikke har oplevet voldsom modgang i mit liv, var min skilsmisse den største krise, jeg har oplevet. Det er den største afvisning, man kan opleve, når det menneske, man elsker, vælger en fra. For er jeg så sådan en, der ikke er værd at elske? Jeg blev for første gang usikker på det. Så ud over at jeg havde mistet min partner, skulle jeg forholde mig til den grundtvivl."

Men den erkendelse var sund, fandt han ud af.

"Jeg kom nærmere en accept af, at verden, som jeg troede, den var, ikke ser sådan ud længere. Jeg så undervejs en mur med påskriften "It's not what ?, it's how ?". Ja, det er så simpelt, at det kunne stå på en T-shirt, men det er jo rigtigt: Vi vælger ikke selv, hvad vi kommer ud for i livet, men hvordan vi håndterer det. Så jeg måtte finde en måde at håndtere min nye virkelighed."

Fra Bilbao til Santander - nydelsen:

Efter at han var blevet bedre til at nyde, hvor han var, kom han til turens største positive overraskelse, byen Castro Urdiales. 

"Når man ser sin rute, har man hørt om Bilbao og San Sebastian, men jeg anede ikke, at den her by fandtes. Det var en vildt lækker badeby, hvor jeg boede med havudsigt. Her kunne jeg sidde på en mole og se solnedgangen."

På det tidspunkt var han inde i en positiv spændingskurve, hvor det hele kun blev bedre. Dagen efter Castro Urdiales blev det til gengæld så tåget på ruten, at han næsten ikke kunne se en hånd for sig, men også det kunne han vende til noget positivt.

"Jeg tænkte, at det betød, at jeg bedre kunne se indad":

Tankerne, der fik lov til at kredse, fik ham tættere på det, han i dag synes, var det største, der skete på vandringen. At han begyndte at tænke over, hvilket menneske han ville være, og hvilket liv han ville leve. 

"Jeg kunne se, at jeg havde prioriteret mit arbejde for højt og mit parforhold for lavt. Som mange andre er jeg dedikeret til mit arbejde - og tanken om, at hvis jeg lige bliver halvanden time mere, bliver det rigtig godt. Havde man givet mig valget mellem mit arbejde og min mand, ville jeg have valgt min mand, men det var ikke helt sådan, jeg levede."

Christian Hansen besluttede sig for, at han resten af sit liv ville være bedre til at være nærværende. Den erkendelse tog han til sig på Caminoen, hvor en meget smuk strækning åbenbarede sig på den næstsidste dag lige inden byen Santander.

"Det var sådan en type strækning, jeg havde drømt om. Det store åbne hav på den ene side, den høje blå himmel, bjergene og vidden."

Men samtidig med nydelsen var der stadig det smertefulde, for alt det smukke, han nu nød, kunne han ikke dele med nogen. 

"Jeg kom til den her smukke, smukke strand, Playa de Nora, hvor jeg sent på eftermiddagen spiste frokost på en restaurant for enden af stranden. Det var lørdag, der var otte andre borde, hvor der kun var par, og her sad jeg alene og lugtede af sved. Man kan tage et billede med sin iphone af det, man ser undervejs, men der er ikke nogen at dele det med, så på den måde er der også noget smertefuldt i alt det smukke, en dobbelthed." 

Christian Hansen talte kun i telefon med en veninde en enkelt gang under turen, men hver aften, når han ankom til sit værelse, lagde han et billede fra dagen op på Facebook og Instagram - en måde at dele lidt af sin oplevelse og blive opmærksom på at nyde det, han var i, ved at se det udefra. Hvilket han mod slutningen blev bedre til. 

"Det var noget med at stoppe og nyde det, når det var smukt, tage rygsækken af, sætte sig i vejkanten og læse et kapitel i min bog, sidde endnu længere ved frokosten og tage en kaffepause."

Han blev faktisk så god til at nyde det, at han blev forsinket på sin sidste dag, hvor han gik 28 km. 

"Det blev mørkt, og jeg gik på vejen uden lys og håbede, at jeg ikke var gået forkert. Et ældre ægtepar stoppede deres bil og spurgte, om jeg vidste, hvad vej jeg skulle, og jeg overbeviste dem og mig selv om, at det vidste jeg."

Parret sagde, at han havde ca. 15 km foran sig. Da han endelig nåede frem i mørket ved 20-tiden, var det til et af turens skønneste Bed & Breakfasts, Posada El Angel De La Guarda, i den lille by Güemes.

"Den dame, der havde det sted, var så sød, og selvom jeg kom sent, syntes hun bare, det var dejligt, jeg kom. Der var Pukka-te og lotusblomster, og på trods af at hun ikke kunne et ord engelsk, og jeg kun kunne mit skolespansk, kunne vi kommunikere. Jeg var den eneste gæst, men der skulle sandelig ikke mangle noget, så næste morgen havde hun lavet en kæmpe morgenmad, hvor jeg umuligt kunne spise halvdelen, og hun hentede citroner fra haven, som hun pressede til juice."

Efter et "gå med fred"-klap på armen gik han videre og kom nu til turens allersmukkeste strækning på den sidste vandringsdag fra Güemes til Santander. 

"Jeg gik ved Atlanterhavet på skrænter, der gik 150 meter lodret ned. Jeg var blevet god til at bare at lægge mig på en mark og læse en bog. Det havde jeg ikke gjort, hvis det var første dag."

Og da han næste dag sad i flyet, vidste han det allerede: Han skulle snart gå Caminoen igen.

Tilbage