Denne hjemmeside bruger egne og tredjepartscookies, for at hjemmesiden fungerer optimalt og til at generere brugsstatistik.
Ved at fortsætte med at browse, acceptere du vores ookiepolitik

Roadtrip på Europas tinder

Gyldne sandstrande og iskold sangria er fællesnævneren for mange ferier i Spanien, men Den Iberiske Halvø gemmer også på storslåede naturoplevelser i bjergene mod nord, hvor nationalparken Picos de Europa kan udforskes på et uforglemmeligt roadtrip.

2017-06-25

Artikel fra Berlingske Rejseliv den 25. juni 2017

Myldretidstrafikken har lagt sig, da vi denne formiddag ruller gennem Madrids mandagstrætte forstæder, bliver sluset ud via hovedstadens enorme ringvejssystem og sætter kursen mod bjergtinderne i nord. Ikke Pyrenæerne, men de oversete Picos de Europa, som findes et par hundrede kilometer vest for Bilbao og blot 20 kilometer fra Biscaybugtens bølger.

’Europas tinder’ kaldes de, selv om de ikke når højderne fra netop Pyrenæerne, de schweiziske alper eller Spaniens egne bjerge i andalusiske Sierra Nevada. Navnet menes dog at være opstået, fordi bjergene var det første syn, der mødte skibe, som ankom til Europa fra det amerikanske kontinent.

SÅ HØJE ER ’EUROPAS TINDER’

Nationalparken Picos de Europa blev grundlagt i 1918 og udvidet i 1995. Den strækker sig i dag over tre regioner i det nordlige Spanien: Castilla y León, Cantabrien og Asturien.

Størst og højest

Den dækker et areal på 646 kvadratkilometer,

fordelt over tre bjergmassiver. Det højeste punkt er Torre de Cerredo, 2.650 meter over havet og beliggende i det centrale bjergmassiv.

Dyreliv

Parkens dyreliv omfatter cantabriske bjørne, iberiske ulve og den enorme lammegrib.

Appetitvækkeren får vi serveret ved udsigtspunktet Piedrasluengas, da vi har valgt den seværdige rute sydfra via katedralbyen Burgos og gennem naturparken Fuentes Carrionas y Fuente Cobre. Herefter er det farvel til Spaniens største region, Castilla y León, og goddag til det sydvestlige hjørne af en af landets mindste regioner, Cantabrien.

Selve Nationalparken Picos de Europa strækker sig i dag over tre regioner, og udover de nævnte er det Asturien, som nyder godt af både kyst og bjerglandskab. Nationalparken blev grundlagt i netop Asturien i 1918 og først udvidet til naboregionerne i 1995, så den i dag dækker et areal på 646 kvadratkilometer, hvilke gør den til den næstestørste af Spaniens i alt 15 nationalparker.

 

Fritgående geder er en almindelighed på de snørklede bjergveje i nationalparken, så man bør køre med forsigtighed.

Fritgående geder er en almindelighed på de snørklede bjergveje i nationalparken, så man bør køre med forsigtighed.

Et område, der nationalt er et yndet tilflugtssted for byboere i de varme sommermåneder, men som internationalt synes overset af folk, der ikke er på decideret vandreferie. Hertil trækker landets øst- og sydvendte kyster for meget, samt de Baleariske og Kanariske Øer. Men man behøver bestemt ikke at være bjergbestiger for at kunne nyde denne nordspanske kontrast til den traditionelle badeferie. Både nationalparken og området omkring byder på masser af højdepunkter ud over dem, som er skabt i kalksten af fortidens gletsjere.

Landsbycharme og filmisk idyl

Vi starter vores ekspedition i uundgåelige Potes, lidt øst for selve parken, hvor floderne Quiviesa og Deva løber sammen. En rustik lille by spækket med charme i hver en brosten og farverig altankasse, som hænger fra de mørke træbalkoner under slidte tegltag. Den gamle bydel blev brændt ned under den spanske borgerkrig i 30erne, men efterfølgende genopbygget, så der i dag stort set ikke er tegn på fortidens flammer. Alt ånder fred og idyl under de falmede vinrøde parasoller hos caféen El Trenti, som fra bordene langs gaden har udsigt over stenbroen Puente de San Cayetano, mens husets granvoksne golden retriever lunter rundt i jagten på nedfaldne godbidder.

Der bor kun godt 1500 i Potes, men busfulde af turister øger indbyggertallet i højsæsonen. En af de lokale er tilflytteren Mariola, som har skiftet solkysten ved Málaga ud med det bjergrige Cantabrien og for nylig har åbnet specialforretningen ’La Casuca del Puente’, der er bygget ind i den historiske bro. Indenfor boede tidligere to familier med seks-otte børn på meget få kvadratmeter, men bygningen stod forladt i flere år, inden den gennem tre måneder blev forvandlet til atmosfærefyldt forretning. Nu bugner hylderne af alt fra lokale oste til chokolader og likører, og i vinduet hænger et bur med to parakitter på første parket med udsigt over floden nedenfor.

Overblik ved Fuente Dé

Der findes masser af overnatningsmuligheder rundt omkring i de små byer, hvor den autentiske oplevelse fås i et ’casa rural’, som bedst beskrives som et landsbyhus eller et landsted konverteret til enten minihotel eller bed & breakfast. Og ofte fås overnatningerne til yderst fornuftige priser. Vi snupper første nat i landsbyen Cosgaya med en bedårende bjergudsigt fra den tilhørende terrasse. Og dagen derpå er vejen kort til nationalparkens cantabriske højdepunkt – kabelbanen ved Fuente Dé.

REJSEINFO

Transport: Fra Kastrup kan man flyve direkte til Madrid, hvor der fra lufthavnen er godt 420 kilometer til Picos de Europa. Alternativt kan man via mellemlanding i Barcelona eller Madrid flyve til Bilbao og afkorte køreturen med godt 200 kilometer. Fra den dansk-tyske grænse er der godt 2.200 kilometer til Picos de Europa.

Ophold: Der findes et hav af små konverterede landsbyhuse og minihoteller i de mindre bjerglandsbyer, mens udvalget af traditionelle hoteller er større i byer som Potes og Cangas de Onís. Langs vandreruterne findes der herberg og vandrehjem.

Bedste rejsetidspunkt: Fra maj til september. Kommer man i foråret eller efteråret, er der mere plads på vandrestierne og kortere kø ved diverse attraktioner.

Siden 1966 har den via de små kabiner transporteret turister op i den centrale del af bjergkæden med en udsigt over dalen, der gør køen værd at vente i. Kommer man i højsæsonen, anbefales det dog at komme fra morgenstunden for nemmest at få adgang til den under fire minutter korte svævetur op til bjergstationen med tilhørende restaurant. Her kan man udforske det stenede landskab og følge vandreruterne videre rundt i terrænet. Man kan dog også bare nyde en sandwich i dette storslåede sceneri eller prøve at fange de sorte alpealliker og de solbadende firben i kameralinsen.

Bjergkæden Picos de Europa gennemløbes af den populære vandrerute Ruta del Cares mens man i bil må ad landevejen udenom. Her snydes man dog ikke for områdets vilde natur, der er hjem for både bjørne og ulve, som primært holder sig til de mere ufremkommelige egne. Specielt smuk er ruten langs Desfiladero de la Hermida nær parkens nordøstlige hjørne, hvor den tosporede landevej kiler sig ind mellem de tårnhøje klippesider, der fra tid til anden læner sig ind over kørebanen – som kæmper bøjet over en legetøjsbil. Kort efter turen gennem det dramatiske landskab forlader vi Cantabrien, men de naturskønne omgivelser fortsætter i samme spor hos naboen Asturien.

Få smag for Asturien

Den asturiske tredjedel af nationalparken er beliggende i regionens østlige hjørne, og Asturien centreres ved kystbyen Gijón og regionshovedstaden Oviedo. En region, som er kendt for sin gastronomi, og især for delikatesser som cider og ost, sidstnævnte primært i blåskimmeludgaven. Og er man til den, bør man ikke gå glip af et besøg i kommunen Cabrales, som er berømt for netop blåskimmelosten af samme navn.

 

Specialforretningen ’La Barata’ på hovedgaden i Cangas de Onís er en oplevelse i sig selv, og spækket med Asturiske delikatesser.

Specialforretningen ’La Barata’ på hovedgaden i Cangas de Onís er en oplevelse i sig selv, og spækket med Asturiske delikatesser.

Hos restauranterne i byen Arenas de Cabrales finder duften vej til gaderne, mens et nærliggende museum er dedikeret til denne ost. En ost, der udelukkende laves på mælk fra dyr opfostret i et begrænset område af Picos de Europa, og som lagres i naturlige grotter.

Ligesom osten er den naturgærede æblecider en essentiel ingrediens i asturisk kultur, som den i øvrigt også er det i de nordlige naboregioner. Sidra kaldes den her, og den skænkes traditionelt med lang stråle og flasken holdt i strakt arm over hovedhøjde. Er man vant til de forholdsvis søde cidertyper i Storbritannien og Norden, kan denne naturlige variant dog være en syrlig fornøjelse at stifte bekendtskab med. Men her i Asturien er den mere populær end både vin og øl.

Fra Arenas de Cabrales fortsætter vi ad den bjergflankerede landevej og direkte ind i den nordlige del af nationalparken til Puente Poncebos. Her begynder den nordlige del af den førnævnte vandrerute Ruta del Cares, som baner sig vej sydpå og tilbage til León-regionen. Og har man tid til en dags vandring eller to, er det oplagt at lade bilen stå og begive sig ud på den 11 kilometer lange rute hævet over floden Cares gennem kløften. En naturlig topattraktion, der årligt tiltrækker over 300.000 vandringsmænd- og kvinder. Og vi møder flere, som har gået turen, og som er så begejstrede, at vi skriver vandrestøvlerne på listen til vores næste besøg.

Mange kommer også hertil for at tage den skinnekørende kabelbane op til byen Bulnes, hvor udsigten til Picos’ mest berømte bjergtop, Naranjo de Bulnes, er det store trækplaster. Vi vælger dog at spare tid og penge og i stedet sno os gennem hårnålesvingene til den lille, søvnige bjerglandsby Camameña. Her vader æsler og geder frit rundt på vejen, og fra udsigtspunktet kan vi netop spotte det ikoniske bjerg i horisonten.

’Los Lagos’

Højdepunkterne er mange, men få kan hamle op med det, som venter os ved Lagos de Covadonga i nationalparkens nordvestlige hjørne. Inden belønningen på toppen venter dog flere snørklede bjergveje på turen derop fra byen Covadonga. En rute på godt 12-13 kilometer med en gennemsnitsstigning på 7,3 pct. Gearskiftene alene giver sved på panden, når man skal undvige både turistbusser og fritgående geder på vejen, men tanken om de stakkels cykelryttere som har tilbagelagt denne strækning under Vuelta a España får det til at bide i lægmusklerne.

’Los Lagos’, som de blot betegnes lokalt, var hjertet i den oprindelige nationalpark fra 1918: de to betagende bjergsøer Enol og Ercina. Førstnævnte er det imødekommende syn, man når på toppen, mens den mindre Ercina ligger mere hengemt i terrænet få minutters gang derfra. Her spejles de nærmeste bjergtinder i overfladen, mens sneklædte udgaver kan spottes i det fjerne.

 

I højsæsonen kan der være køer både omkring ’Los Lagos’ og på vejen derop. Turen ad de snoede veje belønnes dog med fortryllende bjerglandskaber. 10Se alle

I højsæsonen kan der være køer både omkring ’Los Lagos’ og på vejen derop. Turen ad de snoede veje belønnes dog med fortryllende bjerglandskaber.

Lydkulissen leveres af koklokkernes symfoni fra et hav af rødt kvæg, der dovent slænger sig i græsset og agerer fremragende fotomodeller for de mange besøgende. Ellers er her stille. Det er eventyrligt smukt, og vidste man ikke bedre, kunne man nemt tro, at man befandt sig i de schweiziske alper.

Vi ruller tilbage ned ad bjerget til pilgrimsbyen Covadonga, som tildeles stor historisk og religiøs betydning via adskillige hellige bygningsværker. Mest imponerende er den hellige grotte, dedikeret Jomfruen af Covadonga, hvor et lille kapel er bygget ind i klippevæggen og nærmest hænger frit over et mindre vandfald. Dernæst katedralen i rosafarvet kalksten, som står guddommeligt i den grønne kulisse af træklædte bjergsider. Et obligatorisk besøg på rejsen rundt om Picos.

Fra klippeskær til skyline

Morgendagens besøg i byen Cangas de Onís er et oplagt sidste stop på vores nordspanske eventyr. Her, hvor de fleste kommer for at se den romerske bro, som er udsmykket med sejrskorset, der er et symbol for regionen Asturien. Broen krydser floden Sella, og på denne varme dag dypper de lokale fødderne i flodens klare vand.

 

Den romerske bro, som krydser floden Sella, er hovedattraktionen i Cangas de Onís. Broen prydes af sejrskorset, som er et symbol for Asturien. 10Se alle

Den romerske bro, som krydser floden Sella, er hovedattraktionen i Cangas de Onís. Broen prydes af sejrskorset, som er et symbol for Asturien.

Nede på hovedgaden lokker adskillige event-bureauer med rafting og ekspeditioner på terrængående motorkøretøjer, men vi smutter ind hos specialforretningen La Barata, som har handlet med lokale delikatesser siden 1934. Indretningen som gammel købmandsforretning er en oplevelse i sig selv, og det er det perfekte sted, at få en bid af Asturien med sig, bogstaveligt talt.

Nationalparken Picos de Europa er stor nok til flere ugers opdagelsesrejse, men samtidig overskuelig nok til, at man kan opleve essensen på fire-fem dage. Fra bjergene i nord er der meget langt til de populære strande i Sydspanien, både geografisk og kulturelt, men det er med gensynstanker, at vi ser ’Europas tinder’ forsvinde i bakspejlet for snart at erstattes af Madrids menneskeskabte skyline.

SÅ HØJE ER ’EUROPAS TINDER’

Nationalparken Picos de Europa blev grundlagt i 1918 og udvidet i 1995. Den strækker sig i dag over tre regioner i det nordlige Spanien: Castilla y León, Cantabrien og Asturien.

Størst og højest

Den dækker et areal på 646 kvadratkilometer,

fordelt over tre bjergmassiver. Det højeste punkt er Torre de Cerredo, 2.650 meter over havet og beliggende i det centrale bjergmassiv.

Dyreliv

Parkens dyreliv omfatter cantabriske bjørne, iberiske ulve og den enorme lammegrib.

REJSEINFO

Transport: Fra Kastrup kan man flyve direkte til Madrid, hvor der fra lufthavnen er godt 420 kilometer til Picos de Europa. Alternativt kan man via mellemlanding i Barcelona eller Madrid flyve til Bilbao og afkorte køreturen med godt 200 kilometer. Fra den dansk-tyske grænse er der godt 2.200 kilometer til Picos de Europa.

Ophold: Der findes et hav af små konverterede landsbyhuse og minihoteller i de mindre bjerglandsbyer, mens udvalget af traditionelle hoteller er større i byer som Potes og Cangas de Onís. Langs vandreruterne findes der herberg og vandrehjem.

Bedste rejsetidspunkt: Fra maj til september. Kommer man i foråret eller efteråret, er der mere plads på vandrestierne og kortere kø ved diverse attraktioner.

Tilbage