Denne hjemmeside bruger egne og tredjepartscookies, for at hjemmesiden fungerer optimalt og til at generere brugsstatistik.
Ved at fortsætte med at browse, acceptere du vores ookiepolitik

Luksus på Caminoen

Siden den tidlige middelalder har pilgrimme vandret mod vest til Santiago de Compostela og apostlen Jakobs grav. I dag er vejen – Caminoen – så populær som aldrig før. Rejseliv gik i en bekvem udgave af den sidste del af ruten.

2014-11-06

Regnen hænger som et gråt fint tæppe over det grønne bakkede landskab. Drypper fra bregnerne og opsuges af det tætte lag af mos på træstammer og stendiger.

Den kølige sommerluft dufter af grøde. Ikke en vind rører sig. Kun lette svuplyde af støvler og klik fra vandrestave kan høres.

Foran mig op ad den stejle skovsti kan jeg tælle en halv snes rygsække med forskelligfarvede regnovertræk, og jeg kan høre mindst lige så mange vandrestave bag mig.

Det er en times tid siden, jeg vandrede ud af byen Sárria i Galicien, og ind på den mest befærdede del af Caminoen – Jacobsvejen.

Vi går alle samme vej. Alle er på vej mod katedralen i Santiago, og senere i dag vil vi komme forbi 100 kilometerstenen, den afstand, man skal have vandret for at erhverve sig pilgrimsbeviset. Det er derfor, netop dette stykke af den franske rute, som er omkring 800 kilometer fra den franske side af Pyrenæerne til Santiago, er den mest populære.

Jeg har trænet derhjemme. De nye støvler skulle gås til. Det gik sådan set fint, bortset fra jeg fik et par vabler på lilletæerne. Så nu er lilletæerne pakket ind i mirakelmidlet Compeed, og jeg håber, at det virker, så det ikke ender med, at en lille tue – tå – vælter et stort læs – mig.

Jeg følger skiltene med de stiliserede muslingeskaller, pilgrimsrutens symbol, og ikke mindst de gule pile. Men her er nu ingen fare for at blive væk. Jeg følger bare efter alle de andre.

En populær rute 

Caminoen er så populær som aldrig før. Engang vandrede pilgrimmene til katedralen i Santiago og Jakobs grav for at gøre bod for en ugerning eller for at takke for opfyldelse af en bøn. Det er der sikkert også nogle af dagens vandrere, der gør. Men ellers er der alle variationer af årsager: udfordringen, sporten eller bare for at vandre langt. Hvor finder man ellers en så mange kilometer lang og velorganiseret rute, der både er sikker og med jævnlige overnatningsmuligheder.

Hvorfor går lige præcis jeg så her?

Det er en kombination af ønsket om at koble helt af og have tid til at tænke andre tanker, end man lige når i hverdagen, og så fascinationen af hele historien om Jakobsvejen. Jeg går alene og har lukket af for omverdenen. Min iPhone er degraderet til mobiltelefon, og jeg har besluttet at være helt offline. Ingen mails. Ingen breaking news. Ingen Facebook. Intet TV, radio eller andre nyhedskanaler.

Desuden er der det særlige ved min tur, at jeg ikke bor på herberg eller sover i køjeseng ovenpå eller nedenunder tilfældige pilgrimsvandrere, sådan som det er den mest traditionelle måde at gøre pilgrimsrejsen på.

Min camino er en luksusudgave. Jeg ved, hvor jeg skal bo, og jeg behøver ikke at stå tidligt op for at komme først til næste herberg og sikre mig en seng. Mit værelse venter, og min bagage bliver transporteret mellem hotellerne. I min rygsæk er kun, hvad jeg kan få behov for i dagens løb. Vand, snacks, regntøj, en ekstra trøje, kamera, blok, plaster og et vandrekort (mest for at se, hvor langt jeg er nået).

Jeg er lidt overvældet over, hvor mange der er på stien. Hvor der i 1985 ankom 690 pilgrimme til katedralen i Santiago, var tallet sidste år 215.880. Det er i snit næsten 600 om dagen.

Senere finder jeg ud af, at der i maj i år er ankommet tæt ved 1.000 pilgrimme til katedralen hver dag. Fortsætter det, vil 2014 slå sidste jubelår i antal pilgrimme. Jubelår er de år, hvor Sankt Jakobs dag, 25. juli, falder på en søndag, det er ekstra helligt for katolikkerne, og der er altid ekstra mange pilgrimme. Næste jubelår er i 2021.

Set i lyset af det tal bliver Caminoen i dagene efter, hvor vejret heldigvis er mere fremkommeligt og til sidst bliver aldeles sommerligt, meget lidt befærdet. En morgen går jeg lange strækninger helt alene gennem småbyer og marker.

Hvor alle de andre er blevet af, ved jeg ikke. Måske er der mange, som giver op undervejs. Måske har vi fået fordelt os mere.

Da jeg fem dage senere vandrer gennem Santiagos forstæder og spejder efter katedralens tårne, er det, selv om jeg kun har gået en ottededel af Caminoen, med en afslappet ro i sjælen.

Vandrerytmen sidder i kroppen og plastrene har holdt den voksende vabel på den ene lilletå i ave. Og selv om det siges, at Jakobsvejen i sig selv er målet, da blandes lige dele ærefrygt og triumf nu alligevel, da jeg i den gamle bydel drejer om et hjørne og katedralens imponerende bygningsværk pludselig tårner op over mig.

Jeg gik kun en bid af vejen, men som jeg har læst:

Caminoen begynder, hvor du starter.

(Kilde: BT)

Tilbage