Esta web utiliza cookies propias y de terceros para el correcto funcionamiento del sitio y generar estadísticas de uso.
Al continuar con la navegación entendemos que da su consentimiento a nuestra política de cookies.

4.9

12 sider af Caminoen

Rejseliv guider her til 12 sider af Caminoen, hvor du kan læse om stemningen på ruten, dens historier, naturen og meget andet.

2016-09-02

Caminoen og historien

Apostlen Jakob bragte kristendommen til Spanien og vendte derefter tilbage til Judæa, hvor han i år 44 blev henrettet af den romerske statsholder Herodes. Historien fortæller, at hans to disciple bragte hans lig til en båd, og lod den sejle efter vinden. Engle førte den tilbage til Spanien og den galiciske kyst. Her gav den lokale dronning Lupa lov til, at Jakobs lig kunne begraves, men hun lod hans disciple dræbe og begrave sammen med ham. 

Sagen gik i glemmebogen, til eneboeren Pelagius små 800 år senere blev ledt af lysende stjerner til stedet. Da man gravede på stedet og fandt en kiste og nogle knogler, fastslog biskop Theodomirus af Iria, at det var Jakobs relikvier. Et meget belejligt fund, som gav gejst til spaniernes ellers ikke så succesrige kamp mod maurerne. 

Et kapel blev bygget over graven, senere en kirke og endelig en katedral, og som rygtet om apostelens grav bredte sig, strømmede pilgrimmene til fra hele Europa. 

Caminoen og symbolerne 

Muslingeskallen er pilgrimmenes symbol. Fra Santiago gik pilgrimmene til kysten – verdens ende, som man troede dengang – og fandt skaller fra kammuslingen, Pecten jacobaeus, som er almindelige langs den nordspanske kyst. Ibsskaller kaldes de på dansk. I dag er en gul muslingeskal på blå baggrund det officielle camino-logo. 

Mere udbredt er de gule pile. Det fortælles, at da Caminoturismen tog til, blev præsten ved første kirke på ruten i Galicien træt af at forklare vejen. Han købte et par spande maling, tilfældigvis gul, og kørte til Pyrenæerne. Herfra vandrede han hele Caminoen og malede pile hvert sted, hvor stien drejede eller delte sig. Sikkert ikke sandheden, men en god historie og pilene er der. Malet på vejsten, telefonmaster, hushjørner, mure og gavle. Er du i tvivl – find pilen. Den er der helt sikker et eller andet sted. 

Pilgrimmene skaber også symboler. Det er tradition at tage en sten med hjemmefra og efterlade den og ens synder på Caminoen. Det myldrer med sten omkring og på de gamle stenkors langs stien stablet på vejsten og på mindesmærker, Nogle steder har de små sten selskab af udslidte sko, tegnede budskaber og fastgjorte strimler af stof og tørklæder. Ind imellem ligner det en losseplads. 

En anden skik er at flette kors i trådhegn. De ses især omkring lufthavnen på turens sidste del, hvor de sidder tæt. Tanken er god, men mængden gør det næsten til religiøst graffiti. 

Caminoen og katedralen

Den nuværende katedral blev bygget i 1075. Siden er tilbygninger, nye tårne og nye facader kommet til. Senest den imponerende barokfacade mod Obradoiro pladsen i 1740. 

I øjeblikket er det ene af facadens høje tårne pakket ind og en større renovering i gang. Under kuplen i centrum af den korsformede katedral ligger apostlen Jakobs relikvier. Nede i gravkammeret kan man se den lille sølvkiste. Ovenover sidder en gylden skulptur af Jakob. Man kan komme ind bag den, og nogle omfavner den, mens andre nøjes med at lægge hånden på den blankslidte muslingeskal på tronen. 

Hver dag kl. 12 er der pilgrimsmesse. Her nævnes navnene på det sidste døgns ankomne pilgrimme, eller, når der er mange, antallet fra de forskellige lande. En speciel del af messen er, når der svinges røgelse fra den store Botafumeiro. En skik tilbage fra 1100-tallet, hvor stanken fra overnattende pilgrimme har været overvældende. 

Otte mand hiver det store kar fyldt med rygende røgelse op under kuplen og styrer svingningerne i tværskibet ledsaget af brusende orgelmusik. Det siges, at røgelseskarret kommer ud i et 60 meter sving. En af byens guider fortæller, at katedralens præst er så træt af pilgrimmenes blitzlys og klappen efter »forestillingen«, at røgelseskaret nu kun svinges ved højtider, medmindre en gruppe pilgrimme har betalt 400 euro for at få den oplevelse med. 

Senere fortæller en af katedralens egne guider, at det passer ikke – der er røgelse i katedralen en gang om ugen, hver fredag. Da jeg var til pilgrimsmesse en onsdag var karret alligevel i sving, og da jeg dagen efter var forbi kirken, var der også røgelse. 

Se røgelsesceremonien i Santiago

Otte mand skal der til for at svinge verdens største røgelseskar gennem katedralen under pilgrimsmessen i Santiago de Compostela i Spanien. Botafumeiro hedder det store røgelseskar på spansk. 1, 60 meter højt og 80 kilo tungt - hvor halvdelen er rygende røgelse. Det er verdens største, og otte mand skal der til for at få det i svingninger gennen den store katedral. Røgelsesceremonien i Santiago de Compostela går tilbage til 1100-tallen, hvor pilgrimmene også vandrede mod katedralen, hvor apostlen Jakob er begravet.


Caminoen og beviset 

Man skal vandre mindst 100 km eller cykle 200 km (ridende pilgrimme accepteres også) på en af pilgrimsruterne til Santiago for at få et pilgrimsbevis. Med sit pilgrimspas fyldt med stempler, sellos, fra herberg, hoteller, kirker og restauranter, man kommer forbi, mindst et om dagen, beviser man sin rute. Pilgrimskontoret ligger i Rua do Vilar tæt på katedralen. 

Der er næsten altid kø helt ud på gaden. Man skal ruste sig med tålmodighed – men det er jo Caminoen i sig selv. Jeg ventede to timer, før det blev min tur til at gå til skranken og svare spørgsmål, skrive mig på listerne og få mit navn skrevet på latin på pilgrimsbeviset. Jeg hedder Iuditham.

Caminoen og rejsen 

Der er ikke en, men mange veje, ordet camino betyder vej eller rute på spansk, til Santiago. Den mest kendte er Frankrigsruten fra St. Jean Pied de Port på den franske side af Pyrenæerne, eller fra Pamplona eller en af de andre spanske byer denne Jakobsrute. Der er en camino langs Spaniens nordkyst, og flere fra det sydlige Spanien og fra Portugal til Santiago. 

Langs caminoerne ligger herberg, »Albergus de los peregrinos«, hvor det er gratis at overnatte i en køje i sovesalene. Man giver i stedet en almisse, hvis man synes. Her kan man ikke bestille plads i forvejen. Køjerne besættes, efterhånden som pilgrimmene kommer. Som regel har vandrende pilgrimme fortrinsret for cyklende. 

Ældre pilgrimme har også fortrinsret for yngre, hedder det. Efterhånden som pilgrimsturismen er vokset, er der bygget mange private herberg. Her kan man mange steder reservere plads. En overnatning koster som regel 5 euro på første del af Caminoen og 10 euro på de sidste 100 km. Der er i byerne også hostels og mindre hoteller.

Caminoen og maden 

Nogle herberg har køkkenfaciliteter, hvor man selv kan lave mad. Ellers er der masser af små restauranter både på ruten og i byerne. De fleste har en »Menu del Dia«, dagens menu, hvor man kan vælge mellem tre forretter, tre hovedretter og tre desserter. Det er god og gedigen hverdagsmad, som passer til en god appetit. Menuen omfatter også vand og husets vin serveret i en lille kande eller flaske. 

Prisen varierer fra ni til 12 euro – mellem 70 og 90 kr. Når man nærmer sig Santiago er en kaffepause med »Tarta de Santiago«, en svampet mandeltærte drysset med flormelis, et must. Og efter veloverstået vandring kan man fejre det med en middag med fisk og skaldyr, som regionen er kendt for, og en flaske af den berømte lokale hvidvin, »Albariño«. 

Caminoen og stemningen 

Vi er fælles om det her, om man går alene eller sammen med andre. Det mærkede jeg allerede fem minutter ind i min camino. Fra hotellet havde jeg fulgt de blå caminoskilte med muslingen for at komme ud af byen og hen til selve stien. Pludselig kunne jeg ikke se noget skilt hverken til højre eller venstre? 

Straks så en anden vandrer med rygsæk og vandrestave min forvirring, og kom til hjælp. Det var Franchesco fra Italien, som jeg traf flere gange i dagene efter. Han pegede på en enkelt malet gul pil på en hussokkel og fortalte: »Det er dem, du skal følge«. Man går alene. Man går sammen, danner fællesskaber, skilles og mødes igen. Jeg slog følge med et dansk par fra Nordjylland allerede den første dag. 

Vi talte godt sammen, om Grønland, hvor de havde boet, om Caminoen, som de havde gået flere gange, om litteratur, og om stort og småt. Kilometer efter kilometer forsvandt i støvlerne som en leg. Vi mødtes og slog følge flere gange undervejs.

Caminoen og vejret 

I princippet kan man vandre året rundt. Der er altid et åbent herberg. Men der er sne i bjergene, og den spanske højslette er kold om vinteren og brændende hed om sommeren. Danske vandrere foretrækker forår og efterår. Det var koldere, end jeg havde forventet, da jeg gik i slutningen af maj start juni. Faktisk var det varmere i Danmark i den periode.

Temperaturen påvirkes af højden, ruten fra Sárria og Santiago svinger mellem 260 og 700 meter over havet. Samtidig regner det jævnligt i Galicien. I sommermånederne, især i august hvor det er varmest, er det også spansk skoleferie. Da er der mange spejdere og ungdomsgrupper på Caminoen, og stemningen skulle efter sigende være noget mere højrøstet og livlig.

Caminoen og naturen 

Landskabet skifter fra bjergene i Pyrenæerne med alpin vegetation, til vinmarkerne i Navarra og Rioja regionerne til Castillien og den flade højslette, hvor der er mere tørt, til det vestlige Spanien og Galicien, som er det sted i Spanien, hvor det regner mest. Her emmer det af grøde. 

Med grønne marker, hvor køerne græsser og med fugtige, frodige skove. Ofte løber vandløb langs Caminoen, nogle steder er stien kun en smal stensætning langs det fossende vand, og ind imellem krydser vi små bække på trædesten. Det er smukt, og det duftende landskab er en lise for sjælen. 

Caminoen og Santiago de Compostela 

Det fortaber sig lidt, hvad navnet »Compostela« betyder. Ændrer man o til a og tilføjer et l bliver det til Campostella – stjernemarken – hvilket passer fint til legenden om fundet af Jakobs grav. Men forskerne hælder mere til ordet »compost«, og at området tilbage i romertiden blev brugt som begravelsesplads. I 1985 blev den gamle bymidte World Heritage. 

Her ligger utallige smukke barokbygninger: kirker, hospitaler, kollegier og palæer. Turister og pilgrimme vandrer i de smalle gader med de mange forretninger med pilgrimssouvenir eller nyder livet på de udendørs caféer og barer på de mange små torve og pladser. 

DEN STØRSTE PLADS, PLAZA DE OBRADORIO, ER OMGIVET AF KATEDRALEN, PALACIO DE RAJOY (RÅDHUSET), HOSTALS DOS REYS (TIDLIGERE PILGRIMSHOSPITAL NU LUKSUSHOTEL) OG COLEXIO DE FONSECA OG SAN XEROME (UNIVERSITETSBIBLIOTEKET OG UNIVERSITETS REKTORS KONTOR). PÅ PLADSEN ER DER FLOKKE AF PILGRIMMENE, SOM TAGER FOTOS ELLER BARE SIDDER I EN GRUPPER, STILLE ELLER I FESTLIGT LAG MED MAD OG DRIKKE FOR AT MARKERE, AT NU ER DE ENDELIG FREMME.

Caminoen og verdens ende 

0-punktet er Plaza de Obradorio i Santiago målt efter kilometerstenene på Caminoen. Men i Finisterra ved kysten, 80 km fra Santiago, er også en 0-kilometersten. Her ved verdens ende, som man troede det var i middelalderen, så mange pilgrimme dengang for første gang havet. 

Her på standen fandt de muslingeskallen, som blev deres bevis for vandringen til Jakobs grav. Og her brændte de deres tøj og badede i havet, så de kunne stå op af vandet genfødte. I dag ved fyrtårnet lidt uden for byen Finisterra brænder også et lille bål, hvor pilgrimme har kastet en T-shirt, udtrådte sandaler, eller hvad de kan finde på. Herude mødte jeg Roland fra Ungarn, som spillede på fløjte foran et æsel. 

Han fortalte, at han og en kammerat havde aftalt at gå Caminoen. Kammeraten ville ikke bære sin bagage hele vejen og betingede sig, at de måtte have et æsel med. Han hoppede alligevel fra projektet, men Roland rejste til Spanien og købte æslet, som naturligvis måtte have navnet Rosinante. »Vi har været tre måneder om turen. VI ER IKKE SÅ HURTIGE, ROSINANTE OG JEG«, SAGDE HAN OG TILFØJEDE, AT ROSINANTE NU SKULLE ENDE SINE DAGE PÅ ET ÆSELALDERDOMSHJEM, SOM HAN HAVDE LÆST OM. 

»Det ligger ikke så langt herfra. Jeg vil donere hende til stedet.« Rosinante var ligeglad og gnaskede tilfreds mit halvspiste æble. For nogle er Finisterre en del af caminovandringen, for andre, som jeg, et udflugtsmål. Der er direkte bus fra Santiago, det tager godt to timer og er en smuk tur langs kysten. Returbillet koster 23 euro.

Caminoen og Danmark 

Faktisk er det forbudt for danskere at tage på pilgrimsfærd. Efter reformationen i 1536 blev der vedtaget et cirkulære om det. Man ville én gang for alle mane katolicismen til jorden. Cirkulæret er efter sigende aldrig blevet ophævet. Et herligt kuriosum, især når man ser camino-skiltene med muslingeskallen langs danske vandrestier. 

I tusinde år var Danmark transitland for pilgrimme fra Nidaros-domkirken i Norge eller Vadstena i Sverige, og den historie bør ikke forsvinde, mener foreningen af Danske Santiagopilgrimme. Foreningen har med støtte fra diverse fonde siden 2011 arbejdet med at mærke de danske pilgrimsruter i samarbejde med kommuner, regioner og Naturstyrelsen. 

Når ruterne er så tæt som muligt på de oprindelige vej, og vej- og stiejere har godkendt det, afmærker foreningens medlemmer dem med skilte med muslingeskaller eller gule pile. Arbejdet skrider frem, og for nylig er Esrum by, som den eneste på Sjælland, officielt udnævnt som pilgrimscentrum med stempel til pilgrimspasset og hvad der ellers hører til æren.

Find DIN pilgrimsvandring her.

(Kilde: Rejseliv)

Tilbage