Denne hjemmeside bruger egne og tredjepartscookies, for at hjemmesiden fungerer optimalt og til at generere brugsstatistik.
Ved at fortsætte med at browse, acceptere du vores ookiepolitik

4.9

God golf i Galicien

Galicien er et rigtigt godt bud, hvis man trænger til noget andet af Spanien end solkysten. Her er flot, flinke folk og fairways nok til at opfylde alle ens forventninger.

2005-06-01

Tekst og foto Kim Ravn-Mortensen

Det er svært ikke at blive revet lidt med af stemningen, når man befinder sig i et levende hav af katolske pilgrimme, der fra alle dele af verden ved hjælp af alle former for transportmidler – lige fra apostlenes heste til stolte gangere – har nået deres rejses mål Santiago de Compostela.
Santiago i daglig tale er ikke bare hovedstaden i den spanske region Galicien, den er også den ene af tre hellige byer for katolikkerne – de andre er Rom og Jerusalem.
Indenfor i den enorme katedral svinger et stort røgelseskar frem og tilbage og udsender en tyk røg, der får hele sceneriet til at se endnu mere fortryllende, mystisk og en smule magisk ud. Ganske som planlagt af kirken og dens tjenere. 
Nu er jeg hverken katolik eller for den sags skyld troende. Men mange af os spiller jo også Lotto, selvom vi godt ved, at chancen for at score kassen og henslænge resten af livet på de eviggrønne fairways er lige så stor som oddsene for en skrædders overlevelse i helvede. 
Derfor stiller jeg mig op i køen for deltage i en god gammeldags gang gratis kirkelotto, hvor jeg ved at stikke fingrene ind i fem slidte huller i en søjle og samtidig lægge hovedet på en sten får adgang til at ønske mig hvad som helst.

Galiciske vikinger
Man skal ikke tale med ret mange her fra regionen, der ligger i Spaniens nordvestlige hjørne, nord for Portugal – og hvor den lokale dialekt lyder som en afart af portugisisk, før man finder ud af, at det her er ikke Spanien – det er Galicien. Her higer man efter selvstændighed og autonomi, mange omtaler resten af landet som ”Estado de España” – den spanske stat – og endnu flere føler sig mere i familie med keltere og vikinger – selvom det nu er de allerfærreste, der bare har en smule lyst hår og blå øjne. 
Men lad nu det ligge.
Om aftenen går vi på restaurant 16 og nyder den lokale specialitet Pulpo á la Gallega, som er blæksprutte skåret i tynde skiver og stegt med olie, stærk paprika og salt serveret med stegte grønne pebre og chili – nogle stærke andre ikke. Ganske enkelt fremragende. Senere går vi på baren Casa das Crechas og hygger igennem til langt ud på natten akkompagneret af den lokale folkemusik, der leder tankerne hen på Tønder Festival. 

Til verdens ende
Desværre har den lokale golfklub med ni huller ved lufthavnen lukket, da vi vil besøge den på vej ud af Santiago næste dag, så vi kører i stedet til verdens ende.
Nu var det altså romerne, der fandt på at kalde den vestligste pynt heroppe – Cabo Finisterre – for verdens ende – og ikke os.
Vejen langs kysten bugter sig ind og ud langs de dybe fjorde, som her hedder rias. Mobile muslingebanker ligger på snor ud for kysten, og hvor havet har trukket sig tilbage, går de lokale og graver efter knivmuslinger i mudderet. Det er heldigvis ikke til at se, at dette hjørne af Spanien for få år siden blev ramt af en ødelæggende miljøkatastrofe, da en olietanker brækkede midt over ud for kysten og forårsagede en enorm olieforurening. Men ude af øje er ikke ude af sind heroppe, og derfor ser man mange steder ordene ”nunca mais” – ”aldrig mere” – i forbindelse med Galiciens flag, hvor den blå farve er skiftet ud med sort – sort som i olie.
Vi ser kun Caribien-blåt vand og så mange kridhvide strande og bugter, at man skal have gult armbind med sorte prikker for ikke at kunne finde sin helt egen private strand.
Hvis man som jeg er gået en smule kold på solkystens og Andalusiens uhæmmede udnyttelse af naturen i den evige jagt på en svingom med guldkalven, og keder man sig inde i øjnene ved mødet med hele bjergsider smurt ind i plastik for at fremdrive tomater og andre grøntsager uden smag, så kan man få sin anden spanske luft her i Galicien.
Midt i juni – og altså inden den spanske ferieinvasion sætter ind – virker naturen mere sprød, luften friskere og vinrankerne rankere end på landets kyst mod Middelhavet.

Golf de Meis
Efter en nat i Noia kribler det eftertrykkeligt i golfhandsken.
På vejen ud til øen La Toja og golfklubben af samme navn, signalerer min højre øjenkrog pludselig til hjernen, at den har set et skilt, der viser vej til en golfbane, som ikke er på mit kort. Så går det ellers ad små, smalle og meget krogede veje ind og op i intetheden. Flere gange tror jeg mig kørt vild, men fortsætter for i det mindste en gang for alle at opleve at komme så langt ud på landet, at grisene har nummerplader. Det når jeg desværre ikke, for pludselig folder landskabet sig ud, og jeg ser de første fairways, der viser sig at tilhøre Campo de Golf de Meis, som ligger med en fabelagtig udsigt over havet og øerne.
Det er meget afslappende at gå en runde golf her – ingen pres overhovedet, som man kan opleve det visse steder i Sydspanien. Stedet på det nærmeste indbyder til at man sætter sig ned – trækker en kold pilsner op – og vinker igennem. Banen er fra 1988, og er parkagtig og minder sine steder lidt om banen i Barsebäck – den er tilgivende og man kan hele tiden komme videre.
Klubhuset er under nedrivning og derfor er restauranten midlertidigt henlagt til et stort telt med åbne sider. Men det, der mangler i ydre pragt, er transformeret til kærlighed til kogekunsten og det lokale køkken, for sjældent har udseendet lovet så lidt og alligevel budt på så meget. En lille oplevelse, der får mig til at mindes de gange, jeg har ladet mig lokke af ydre pomp og pragt for så at stå tilbage med både dyre og dårlige tallerkenoplevelser.

Pebble Beach på spansk
Ude på La Toja emmer det af eksklusivitet, hvilket også afspejler sig i prisen på greenfee. Klubben huser en ni hullers bane med 700 medlemmer, hvoraf de 200 arbejder i den samme bank. 
- Glæd dig til hul 5. Det er Spaniens svar på Pebble Beach siger stedets direktør Carlos Pérez-Pla Westendorp stolt. Han hiver også en bog ned fra hylden og viser mig, at netop dette hul er blevet valgt til at være blandt de 18 bedste i hele Spanien.
Og flot er det – det må jeg indrømme. Et kort par 3 hul, der fordrer alt fra en wedge til et 4 jern alt efter vinden. Også næste hul er fremragende. 
På hul 6 kan man ved lavvande slå bolden fra tee og lande på stranden kort af green – men når havet er inde, skal man slå et drive på 296 meter for at når tørskoet frem – og det er vel nok en smule for meget for det fleste…?
- Banen er ikke så lang, men til gengæld er vinden en stor og værdig modstander. Og Seve er meget glad for at spille her, betror direktøren mig.

Vigo og Mondariz
Sydpå ad kysten ved den næste fjord ligger storbyen Vigo og venter. På en stor bjergskråning nord for fjorden ligger endnu en golfbane med en unik beliggenhed. Med en uovertruffen udsigt over Vigo ligger Golf Rios de Vigo og venter på besøg. Måske ikke med udbredte arme, for det er uhyre vanskeligt at finde et enkelt skilt, der viser vej. Det lykkes til sidst – men igen skal man køre ad veje, så smalle og krogede at det ikke føles helt rigtigt. 
Banen har masser af vand og Råbjerg Mile store bunkers.
Straks nemmere er det at finde Campo de Golf Balneario Mondariz. Man kører efter Mondariz og møder til sidst en golfbold på størrelse med en folkevogn. Det er en smuk bane omgiver af bjerge og fra det store klubhus har man udsigt til hele fem huller. 

Sepp og Elkjær
På vej til Porto kommer vi lige syd for grænsen forbi Golfe Ponte de Lima. En rigtig bjergbane med masser af udfordringer. Vi møder nogle landsmænd, som har sparet buggien – det ser de ud til at have fortrudt, selvom de forsøger at anlægge en sportslig vinkel på deres strabadser.
Men vi spiser en glimrende gang rejer i hjegdløg efterfulgt af en stor mør bøf på terrassen med udsigt til 18. green, dukker der et par velkendte ansigter op: Preben Elkjær og Sepp Piontek.
- Jeg har samlet op, for jeg har vundet, lyder det med vanlig skryden fra Elkjær, mens hans venter på de andre gør sig færdige.
- Det er en uhyggelig svær bane. Den har mange blinde huller, som er meget vanskelige, når man ikke kender banen. Og køllerne – dem kan du godt glemme på for-9, lyder den tidligere forwards skarptskårne karakteristik af banen. 
- Jeg opfordrer golfspillerne til at spise en god frokost i restauranten efter ni huller. Det er der som regel god tid til siger direktøren for golfklubben i Ponte de Lima, Manolo Francisco de Miguel. Selvom det er EM tider, så bliver han alligevel helt blank i blikket, da jeg fortæller ham navnene på det to i Danmark og omegn så kendte personer, der lige har spillet hans bane.
- Kan du ikke skrive deres navne ned til mig, så vil jeg spørge en af mine venner, der har styr på fodbold, lyder direktørens afskedsreplik. 

(Kilde: Bragt i GOLFmagasinet nr. 3 2005)

Tilbage