Denne hjemmeside bruger egne og tredjepartscookies, for at hjemmesiden fungerer optimalt og til at generere brugsstatistik.
Ved at fortsætte med at browse, acceptere du vores ookiepolitik

Sådan genfandt Lene glæden på Caminoen

Efter 40 år sammen mistede Lene sin Peter. Et kald på Herstedhøje sendte hende 280 kilometer langs Atlanterhavet. Her fortæller hun om sorg, solnedgange og den glade Lene, hun fandt igen.

2026-11-16

Caminoen kalder, når du er klar

 

Efter 40 år sammen mistede Lene sin Peter. Hun havde aldrig tænkt, at Caminoen var noget for hende – indtil en dag på toppen af Herstedhøje. Her fortæller hun om 280 kilometer langs Atlanterhavet, om solnedgange, om fremmede, der blev fortrolige, og om den glade Lene, hun fandt igen.

Måske kender du allerede Peter – eller har hørt om ham. Mange kender Peter som “Peter med Hatten” fra DR’s Demenskoret. Han blev efter sin medvirken i programmet genkendt rundt om i landet, og gennem forløbet havde parret meget kontakt med Alzheimerforeningen. Lene og Peter havde deres egne tanker om, hvordan de ville leve livet med demens. Det skulle ikke sætte en stopper for livet - det handlede om at leve livet anderledes end tidligere. 

Et kald på Herstedhøje

Men lad os vende tilbage til, hvordan Lene endte med at gå Caminoen – og samle 18.000 kroner ind undervejs.

Lene begyndte at vandre efter Peters død. Veninderne havde tit talt om Caminoen, men hun havde aldrig set sig selv gå caminoen. Indtil hun en dag stod oppe på Herstedhøje og kiggede ud over landskabet. Og så skete det. Helt uden varsel ramte tanken hende – med en kraft, der ikke var til at tage fejl af: Nu skal jeg hjem og ringe til Lone og spørge, hvordan man går Caminoen. Ingen tvivl. Ingen overvejelser. Kun en stærk, klar følelse af, at det var nu.

“The Camino calls you when you’re ready,” siger hun i dag.

Hun gik hjem og kontaktede Spain is More. 

At ruten skulle gå langs havet, var Lene aldrig i tvivl om. Havet har altid betydet meget for hende – og for Peter. Da døden kom tæt på, talte de om den. Lene spurgte Peter, om han var bange for at dø. Det var han ikke, svarede han. Så fortalte Lene ham om sin forestilling: at de efter døden skulle ud at sejle på det uendelige ocean. Peter lyste op, og det var tydeligt, at det troede han også på. De blev enige om, at det fantastiske ved det uendelige ocean er, at man her ser solnedgangen fra den anden side af horisonten og derfor altid vil dele solnedgangen.

280 kilometer foran sig

Lene vidste ikke, hvad hun skulle forvente. Hun vidste bare, at hun skulle af sted, og at hun bar på en meget stor sorg. Hvad hun ville få med hjem – og hvem hun ville være, når hun kom tilbage – anede hun ikke. Efter ankomst i Porto tog hun metroen fra Porto til Matosinhos, hvor vandringen begyndte. Da hun stod af, blev hun ved synet af Atlanterhavet fuldstændig blæst bagover og overvældet. Med 280 kilometer foran sig og ingen anelse om, hvad der ventede, stod hun og så ud over havet mens tårerne løb ned af kinderne. 

Lidt efter fik hun øje på en kvinde med vandrestave. “Bom Caminho,” hilste de på hinanden, og efterfølgende passerede de hinanden flere gange på caminoen. Efter et stop ved et strandtoilet så Lene kvinden sidde på en bænk og spurgte, om hun måtte sætte sig. De fulgtes ad resten af dagen.

Det største, man kan give, er at lytte

Samtalen begyndte, som samtaler på Caminoen ofte gør: Hvor kommer du fra? Hvor skal du hen? Men efter 10–15 minutter delte de personlige ting med hinanden. To fremmede – og alligevel føltes det som det mest naturlige i verden. Det blev en af Lenes vigtigste erkendelser: Det, vi kan tilbyde hinanden, er at lytte. Ikke at løse hinandens problemer eller hele tiden komme med gode råd. Bare lytte – og stole på, at det er nok. For det svære bliver lettere, når man deler det med et andet menneske.

Lene gik med to rygsække: en mental og en fysisk. Det var uden tvivl den mentale, der vejede mest. Undervejs blev Caminoen pludselig både en pilgrimsrejse og en livsrejse, men også hendes sorg ændrede karakter.

Lene har skrevet navnene ned på alle dem, hun mødte på Caminoen – og de historier, de delte med hende. Historierne, de har fortalt hende, ser hun som en gave. I dag har hun et helt galleri af mennesker med hjem. Hun kalder det møder mellem sjæle. Når man har delt noget af det dybeste med et andet menneske, bliver man nemlig aldrig helt fremmede igen – heller ikke selvom man skilles og aldrig ses igen. Den slags møder har hun ikke oplevet andre steder end på Caminoen.

Solnedgangen i Esposende

I Esposende gik Lene ud til en strandbar, købte en øl og satte sig for at se solen gå ned over havet. Hun sad med en stærk følelse af, at Peter så den samme solnedgang fra den anden side af horisonten. Og herefter løb tårerne ned ad kinderne. Sådan blev det flere gange undervejs. Hun kunne græde til solnedgangen og mærke, at Peter sad på den anden side. Hun gik alene, men hun følte sig aldrig alene. Hun var nemlig overhovedet ikke i tvivl om, at Peter var med hende hele vejen.

Ved siden af tårerne var der også masser af smil og glæde. Og der var en lyd, der har sat sig fast: de små kliklyde uden for hotellet om morgenen, når Lene gjorde sig klar til at gå. Kliklyden fra rygsækken, når den blev klikket på plads, blev et symbol for Lene: “Nu er du klar til dagens vandring og det, du møder på din vej.” 

Ud over lyden af rygsækken, der blev klikket på plads, fik Lene også hurtigt et andet ritual – uden egentlig at tænke over det. Når dagens vandring var slut, gik Lene ud i badet og skyllede fødderne og benene i iskoldt vand, og skyllede støv, snavs og ømhed væk fra fødderne. Bagefter skulle hun ind i sengen og ligge med benene op ad væggen. Det handlede om at give fødderne kærlighed og passe på kroppen – og ritualet blev nærmest meditativt. Derefter var hun klar til at være turist og gik ud og oplevede den by, hun var kommet til.

Et værelse, der venter

Lene boede på hotel hele vejen, og alle overnatninger var booket på forhånd. Det gav hende en kæmpe frihed. Hun kunne gå i sit eget tempo og komme frem, når det passede hende. Hun kunne tage omveje og alternative ruter, selvom det betød flere kilometer og en senere ankomst.

Undervejs mødte hun mange pilgrimme, der var stressede over, om der nu var en seng til dem. Flere måtte gå videre, selvom de mest af alt trængte til hvile, fordi byens hoteller og vandrehjem var fyldt op. Den bekymring slap Lene for. På sin næste Camino vil hun igen have trygheden ved at vide, hvor langt hun skal gå – og at hendes værelse venter på hende.

At give det svære mening

Peter sagde altid, at når noget i livet var svært, måtte man finde en måde at give det mening på. Den tanke tog Lene med sig. Hun kontaktede Alzheimerforeningen, fortalte, at hun skulle gå Caminoen, og at hun gerne ville samle ind. For demens kender ikke landegrænser. Nogle gav 280 kroner – én for hver kilometer. Andre gav 25 kroner. Den største donation var på 1.000 kroner. I alt nåede Lene at samle hele 18.000kr ind. 

Lene kom gladere hjem. På Caminoen genså hun – og genfandt – den meget glade Lene. Hun oplever selv, at hun har forandret sig. Især én erkendelse er blevet hos hende: at hun ikke hele tiden behøver at give gode råd. At lytte kan være den største gave, man kan give et andet menneske.

Lenes råd: Lyt til dig selv

Til dig, der overvejer at gå Caminoen, har Lene et enkelt råd: Lyt til dig selv, og mærk efter, hvad der er rigtigt for dig. Lad dig ikke styre af dem, der ser sig selv som eksperter, eller som mener, at der kun findes én rigtig måde at gå Caminoen på. Andres erfaring – uanset hvor mange Caminoer de har gået – skal ikke bestemme, hvordan din rejse bliver.

For Caminoen kalder, når du er klar.

Tilbage