Denne hjemmeside bruger egne og tredjepartscookies, for at hjemmesiden fungerer optimalt og til at generere brugsstatistik.
Ved at fortsætte med at browse, acceptere du vores ookiepolitik

Turist i Bilbao: 8 oplevelser og insider-tips til Bilbao, du ikke må misse

Overvejer du en rejse til Bilbao i Spanien? Her får du vores bedste rejsetips, seværdigheder og ideer til, hvad du som turist i Bilbao ikke må gå glip af.

2025-05-06

Bilbao – fra industrihavn til kulturhovedstad

Bilbao har forvandlet sig fra en industrihavn til en af Spaniens mest spændende kulturbyer. Her mødes moderne arkitektur og baskisk tradition, gastronomi i verdensklasse og hyggelige kvarterer fyldt med liv. Hvis du overvejer en rejse til Bilbao – enten som en del af en rundrejse i Nordspanien, som weekendtur, eller fordi du passerer gennem byen på din vandring ad Camino del Norte – får du her vores bedste tips til, hvad du ikke må gå glip af.

Hos Spain is More har vi sendt mange gæster til Bilbao og området omkring – og med den rette planlægning får du en rejse med både dybde, smag og oplevelser, du sent vil glemme.

 

Er Bilbao et besøg værd?

Ja, helt bestemt. Med to overnatninger i Bilbao har du god tid til at opleve de vigtigste seværdigheder i Bilbao og få en fornemmelse af byens livlige, kulturelle centrum. Har du flere dage, er Bilbao en perfekt base for udflugter i området omkring byen. Baskerlandet byder på unikke naturoplevelser, kystbyer og vinruter – og inden for 45 minutters kørsel fra Bilbao finder du utallige spændende steder at besøge.

 


Fakta om Bilbao

  • Indbyggertal: Ca. 345.000 i selve byen og over 1 million i storbyområdet (Bilbao metropolitan area)

  • Provins: Bizkaia (Vizcaya på spansk)

  • Regionens sprog: Spansk og baskisk (euskera)

  • Klima: Mildt og fugtigt atlanterhavsklima – grønne omgivelser, milde vintre og relativt kølige somre


     

 

1. Guggenheim Bilbao – og mere kunst i verdensklasse

Guggemheim Bilbao

Guggenheim-museet er Bilbaos vartegn, og med god grund. Den spektakulære bygning af Frank Gehry er i sig selv en oplevelse. Men glem ikke også at tage en tur langs floden og se broen La Salve med den karakteristiske røde bue, samt besøge det nærliggende Museo de Bellas Artes, som ofte overrasker med både klassiske og moderne værker.

Hos Spain is More inkluderer vi gerne billetter til museerne i rejsen. I vores rejseguide får du også praktiske tips til, hvordan du får mest ud af besøget på Guggenheim.

 

2. Pintxos – baskisk gastronomi i bidder

Pinchos Bilbao

Bilbao er et slaraffenland for madelskere. Her spiser man ikke bare tapas – man går på opdagelse i pintxos, små kunstfærdige anretninger ofte serveret på brød med tandstikker i.

Et af vores yndlingsområder er Plaza Nueva i den gamle bydel, hvor barerne ligger side om side og frister med alt fra klassiske tortillaer til kreative, moderne varianter. Der findes mange gode pintxos-barer i Bilbao, men også nogle turistfælder – og dem hjælper vi dig gerne udenom.

Spain is More’s gæster får altid en personlig restaurantguide med anbefalinger til både klassiske og lokale favoritter.

 

3. Flodpromenaden – fra industri til innovation

Bilbaos transformation ses tydeligt langs floden Nervión. Gå en tur fra Guggenheim mod Zubizuri-broen (den hvide “svingbro”). Den perfekte aftentur.

Turen kan passende fortsætte til kulturcentret Azkuna Zentroa, selvom det ikke ligger ved flodpromenaden, men på modsatte side af shoppinggaden, Gran Via..

Azkuna Zentroa's 43 unikke søjler er designet af den italienske scenograf Lorenzo Baraldi. Den franske designer Philippe Starck stod for den samlede ombygning, og resultatet er et kulturelt kraftcenter – hvor du blandt andet kan se en swimmingpool gennem glasloftet fra foyeren.

 

4. Casco Viejo – historisk charme og liv

Las 7 Calles Bilbao

Den gamle bydel, Casco Viejo, byder på snævre gader, farverige facader, små butikker og stemningsfulde barer. Området er også kendt som Las Siete Calles – “de syv gader” – og vores anbefaling er ganske enkelt at lade dig fare vild langs og mellem de syv oprindelige gader i Bilbaos gamle bydel.

Her finder du også det traditionsrige La Ribera-marked, som i dag er en kombination af madboder, tapas og kultur. Personligt synes vi, at Ribera-markedet er en smule overvurderet og temmelig turistet. Det er sjældent her, du finder byens bedste pintxos – og ofte høres der mere udenlandsk end spansk. Det gælder dog ikke for de mange andre steder, vi varmt anbefaler i Bilbao. Når det er sagt, er bygningen i sig selv både interessant og arkitektonisk smuk.

Vi booker ofte overnatning i den gamle bydel, da vores gæster på den måde oplever Bilbaos charme i det øjeblik, de træder ud af hotellets dør. På kør-selv-rejser fraråder vi dog overnatning her, da det kan være svært at navigere med bil i de kringlede gader. Heldigvis findes der mange gode alternativer i hele byen – og i alle prisklasser.

 

5. Shopping i Bilbao – design, delikatesser og lokale butikker

Bilbao har et stort og varieret shoppingudbud. Du finder internationale mærker langs Gran Vía, unikke butikker i Casco Viejo, og spændende designbutikker omkring Azkuna Zentroa. Perfekt til dig, der gerne vil tage noget særligt med hjem.

 

6. San Mamés – Athletic Club Bilbaos hjemmebane

San Mames - Bilbao

Bilbaos fodboldstadion San Mamés er ikke bare en sportsarena, men en kulturel institution. En kamp med Athletic Club Bilbao er en autentisk og intens oplevelse. Er der ikke kamp under dit besøg, kan du tage på en guidet rundvisning og få et indblik i baskisk fodboldhistorie.

 

7. Udsigt fra Mount Artxanda – Bilbao fra oven

Tag kabelbanen Funicular de Artxanda op til toppen af bakken nord for centrum, og nyd den panoramiske udsigt over byen, floden og bjergene. Et must på en klar dag – og et dejligt sted til picnic eller kaffe med udsigt.

 

8. Hvornår er det bedst at besøge Bilbao?

Bilbao er en ideel destination fra forår til sensommer – både til byferie og sightseeing i området omkring byen. Forår og efterår byder som regel på mildt vejr og færre turister, hvilket gør dem til perfekte rejsetidspunkter. Højtider som påske er også populære perioder at besøge Bilbao.

Sommeren er livlig, og i august fejrer byen den farverige byfest Semana Grande, hvor gaderne fyldes med musik, optog og aktiviteter. Vinteren er køligere, men Bilbao har stadig masser at byde på året rundt.

Se linket for detaljeret vejrstatistik og information om klimaet i Bilbao året rundt.

 

Rejs til Bilbao med ekspertise og personlighed

Hos Spain is More elsker vi Bilbao – og vores gæster har årligt flere hundrede overnatninger i Bilbao. Vi arrangerer rejser, der kombinerer Bilbao med det bedste af Nordspanien efter netop dine ønsker. Alle vores rejseforslag kan sammensættes efter ønske. Du får personlig rådgivning, håndplukkede hoteller og en detaljeret rejseguide med tips, som kun de lokale kender.

Vil du opleve Bilbao på en autentisk og afslappet måde? Så hjælper vi dig med at skræddersy den perfekte rejse.

I din personlige rejseguide til Bilbao får du alle vores anbefalinger til at opleve Bilbaos seværdigheder og hemmeligheder.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Tilbage